Værd at vide om elektrolytter til heste

Når en hest er i arbejde og sveder, kan den afgive op til 10-15 liter sved pr. time. Derved taber den ikke bare en masse væske, men den mister også mange vigtige salte og mineraler (elektrolytter) som skal erstattes.

Hvis du sammenligner menneskets sved med hestens sved, så mister hesten meget mere salt når den sveder og har derfor, i modsætning til os, brug for at få tilført elektrolytter. Det gør man ved at give hesten en elektrolytblanding som er afstemt til formålet. 

Hvis en hest er i underskud af elektrolytter, kan det blandt andet medføre væskemangel, nedsat præstationsevne, nedsat nerve- og muskelfunktion.

Elektrolytter før eller efter ridning?
Man skal give hesten elektrolytter efter arbejde/svedudbrud. Tilskuddet skal ses som en erstatning for det tabte under træningen/svedudbruddet. Man kan ikke give elektrolytterne på forhånd. Hvis der er et overskud af elektrolytter vil disse bare blive udskilt med urinen.

Hvis man gerne vil "holde" på elektrolytterne i hestens krop, så er strukturfoder et godt "depot" for elektrolytter, strukturfoderet kan være hø/wraphø.

Tarmindholdet (strukturfoder og væske) indeholder forholdsvis store mængder elektrolytter og væske. Hvis hesten under træning/svedudbrud får brug for elektrolytter og væske, kan den trække dette fra tarmen over i blodbanen og derved genoprettes hestens væskebalance og elektrolytbalance. Så endnu en god grund til at sørge for at hesten får nok grovfoder.

Hvordan ved jeg om min hest har brug for et ekstra tilskud af elektrolytter?

Hvis hesten ikke bliver udsat for situationer, hvor der er væsketab/svedudbrud, så er det ikke nødvendigt at give et ekstra tilskud af elektrolytter. Så er det nok med et fuldfoder og en sliksten. 

Hvis hesten er i træning med svedudbrud, har diarre eller ved transport i en varm trailer, så kan man med fordel tildele ekstra elektrolytter. Man kan selv vurdere om hesten er begyndt at dehydrere. Dette gøres ved at man trækker lidt ud i huden på hestens hals. Tager det flere sekunder inden huden ”falder på plads” igen, så er det et sikkert tegn på at hesten har væskemangel.

Hvordan tjekker jeg ydelsen på vandkoppen!
Hvis din hest har vandkop, skal du være opmærksom på om din hest får nok at drikke.
En god tommelfingerregel er at en hest/pony drikker 5-7 liter vand pr. 100 kg legemsvægt.
Vær opmærksom på, at sveder den eller producerer den mælk - stiger vandindtaget helt op til 10-12 liter pr.100 kg legemsvægt. Flowet på vandkoppen skal være omkring 9 liter i minuttet da hesten ellers muligvis ikke drikker nok.

Hvorfor drikker hesten ikke nok ved et lavt flow?
Hvorfor hesten ikke drikker nok med for lavt et flow, kan man kun gisne om. Måske gider den ikke stå og trykke så længe eller måske er den ”programmeret” til at drikke et bestemt tidsrum. Uanset om det er den ene eller anden grund, så er det for hestens sundhed og præstationsevne vigtigt, at den får nok væske.

Hvis du mener at flowet på din vandkop er for lavt og du ikke har mulighed for at gøre noget ved det, kan du evt. tilbyde den vand af en spand et par gange dagligt. Du kan tjekke flowet selv, ved at holde en spand op under vandkoppen, trykke på ventilen og så se hvor meget vand der kommer i spanden på 1 minut.

Tak

Følgende produkt(er) er nu lagt i kurven

Husk gratis vareprøver på loppefrøskaller
Vælg op til 3 gratis vareprøver på loppefrøskaller
Køb mere